Af Jens Otto Kjær Hansen, formand for Danvaks radonfaggruppe
Maria Dugdale dukker op overalt på den europæiske radon-scene: Formand for UK Radon Association, executive committee medlem i European Radon Association og medlem af radon-faggruppeledelsen i Danvak.
Vejen frem til at være europæisk radonprofil har været slidsom. I Rudolf Steiner-skolen i Aarhus, hvor Maria tilbragte 12 års skolegang, var fokus nok så meget det kunstneriske og musiske.
Ikke desto mindre blev det en inspirerende naturfagslærer, der gjorde udslaget. Maria fik stor appetit på naturvidenskaben, ikke mindst de store linjer. 12-års afgangsopgaven hed slet og ret Universet.
Men at komme videre med fysisk er ikke det letteste for en Steiner-elev, hvor man forlader skolen uden karakter, men med en vidnesbyrd-bog udfærdiget af lærerne og et ofte ret ukonventionelt afgangsprojekt. Det kostede hårdt slid med suppleringskurser i matematik og fysik, før der kunne være tale om nogen som helst chance på noget universitet.
Søfartsuddannet fysiker
Før suppleringen blev det dog til et års sidespring som elev på Skoleskibet Danmark, fulgt up under de efterfølgende studieår med togter rundt om på kloden med et canadisk skoleskib og ture som styrmand på en turistbåd i sydvest-engelske farvande. Så søfartsbogen er i orden, hvis hun engang skulle få lyst til noget helt andet end radon.
I England blev det Bristol University, der sagde ja til den lidt utraditionelle baggrund. På fysikstudiet greb partikelfysikken Maria – nærmere betegnet jagten på en formodet, men dengang stadig upåvist elementarpartikel, Higgs-partiklen.
Byggede Higgs-detektor ved CERN
Maria tilbragte en længere periode ved acceleratoren i Cern som del af de det team, der byggede de detektorer, der nogle år efter i 2012 blev brugt til at påvise partiklens eksistens. Hendes Ph.D. doktorafhandling i 2009 handlede også om Higgs-partiklen.
Undervejs i studiet havde Maria suppleret den sparsomme SU med arbejde for en iværksættervirksomhed på Bristol Universitet. Den udviklede udstyr til måling af radon og de sporfilms-kapsler, der indgår i måleprocessen, og voksede sig så stor, at den måtte ud af universitetets kuvøse.
Færdig med sin Ph.D. gik Maria direkte over som ansat i denne virksomhed, hvor hun var laboratoriechef, indtil hun i 2017 startede egen virksomhed, GM Scientific Ltd.
Opkøbt af den globale radon-leder
For et år siden blev Marias virksomhed opkøbt af svenske Radonova Laboratories AB, der er verden største firma med radon som det primære fokusområde. Her blev Maria som den tredje med en Ph.D. forskeruddannelse del af et større specialistteam, hvor hun kendte mange i forvejen fra de europæiske radonkongresser gennem årene.
Således er Maria i dag CEO i Radonova Scientific UK. Der er store forventninger til Radonovas fremtid i UK, hvor der er væsentlig mere fokus på radon end Danmark.
I England har arbejdsgivere eksempelvis pligt til at kontrollere, om der er tilpas lavt radon i arbejdsmiljøet, ligesom skoler og institutioner i udbredt grad måler radon for at sikre sig at børnene ikke bliver udsat for den skadelige, radioaktive gas i indeklimaet.
Men selv om der er mere gang i emnet i UK end i Danmark, bidrager Maria gerne gennem sin deltagelse i Danvaks radonfaggruppe til at få gjort radonbevidstheden større i hendes fædreland, og hun vil blandt andet deltage med indlæg om radon på Danvak-dagen til april.