Af Piotr Taradajko, Seniorrådgiver, NIRAS A/S, Formand i IDA HVAC og bestyrelsesmedlem i DANVAK
Danmark har ambitiøse mål for reduktion af CO₂-belastning og optimering af materialer og energiforbrug. Bygningsreglementet (BR18) stiller i dag krav om livscyklusvurdering (LCA) og grænseværdier for klimapåvirkning i nybyggeri, mens der på sigt forventes indført krav til LCA-beregninger for renoveringer. Forskningen er entydig: At bevare og renovere en bygning er klimamæssigt næsten altid bedre end at rive ned og bygge nyt. Forklaringen er, at en eksisterende bygning allerede har “betalt” sin klimapris gennem tidligere materialeforbrug. Der er derfor en klar politisk intention om at fremme renovering frem for nybyggeri. Men hvordan håndterer vi så renovering af installationer i praksis?
Renovering og transformation er ikke kun en arkitektonisk udfordring på grund af eksisterende rammer og geometri. Det samme gælder tekniske installationer, som skal tilpasses nye krav til anvendelse, drift og indeklima. Bygningsreglementet fastlægger funktionskrav til projektering, udførelse og drift med fokus på blandt andet brand, energi og komfort, men når det gælder renovering, er det ofte uklart, hvordan kravene konkret skal anvendes. Vejledningen om installationer i eksisterende bygninger fra 2018 forsøger at skabe klarhed, men i praksis er der stadig betydelig fortolkningsfrihed. Det er ikke holdbart for en branche, der skal levere på både klima og kvalitet.
Det er ikke altid nemt
Mindre udskiftninger som ventilatorer eller varmegenvinding kan ofte gennemføres uden fuld opgradering, mens en total udskiftning af ventilationsaggregater kan være tæt på umulig – ikke mindst på grund af manglende plads i eksisterende teknikrum. Ved ændringer i ventilationsprincip, eksempelvis fra naturlig til mekanisk ventilation, opstår yderligere kompleksitet, da krav om varmegenvinding hurtigt bliver styrende. Her rammer vi kernen af problemet: reglerne tager ikke tilstrækkeligt højde for den eksisterende bygningsmasse.
Et konkret eksempel er løsninger uden traditionel varmegenvinding, hvor alternative løsninger, f. eks. ventilationsvinduer, der forvarmer udeluften og reducerer transmissionstabet, kombineret med simple udsugningsanlæg uden varmegenvinding, som udgangspunkt ikke kan anvendes inden for BR18’s rammer. Selvom løsningen forbedrer energiforholdene, kan bygningsreglementets krav om varmegenvinding ved renovering stadig udløse behov for dispensation. Samtidig er genanvendelse af eksisterende aftrækskanaler ikke triviel. Betonkanaler med en godstykkelse på 25 mm opfylder som udgangspunkt ikke brandkravene i DS 428:2019, hvor der stilles krav om EI 30 / E 60. Derfor kræver genbrug en konkret brandteknisk vurdering, og i mange tilfælde vil det være vanskeligt at dokumentere overholdelse uden omfattende tiltag.
Transformationer skaber yderligere dilemmaer. Et naturligt ventileret kontor kan som udgangspunkt ikke transformeres til boliger uden væsentlige indgreb, da installationerne skal opgraderes til niveau svarende til nybyggeri, herunder krav om varmegenvinding. Et kontor tilrettet med flere arbejdspladser kræver øget ventilation, som eksisterende anlæg ofte ikke kan levere. Resultatet bliver ofte enten delvise løsninger med nye anlæg eller total udskiftning, hvilket både er dyrt og komplekst. I praksis betyder det, at gode renoveringsprojekter nogle gange opgives eller fordyres unødigt.
Reglerne er ikke det eneste problem
I mange projekter ender løsningen med at bero på dispensationer. Her varierer praksis betydeligt mellem kommuner, rådgivere og projekter, hvilket skaber usikkerhed og uensartede løsninger. Samtidig er der en oplevelse i branchen af, at dokumentation og funktionsafprøvning ikke altid følges til dørs i praksis.
Reglerne i bygningsreglementet er i udgangspunktet fornuftige og nødvendige, men de er primært tilpasset nybyggeri. Udfordringen er ikke selve kravene, men manglen på mulighed for at tilpasse løsninger, så der skabes en bedre balance mellem sikkerhed, sundhed og det, der er praktisk muligt i eksisterende byggeri. Den kommunale byggesagsbehandling viser også et behov for forbedret kontrol af de faktiske forhold og overholdelsen af regler for tekniske installationer. Der er behov for langt mere dialog i branchen og flere konkrete eksempler på, hvordan løsninger kan og bør håndteres i praksis. Vi mangler ikke flere regler – vi mangler ensartet fortolkning og konsekvent håndhævelse.
Behovet for renovering forventes at stige yderligere, når EU’s reviderede bygningsdirektiv (EPBD) implementeres i dansk lovgivning, da det indeholder nye krav om energieffektiv optimering af ventilationsanlæg i større offentlige og erhvervsmæssige bygninger. Presset på eksisterende installationer bliver kun større – ikke mindre.
Hvis vi vil lykkes med at renovere den eksisterende bygningsmasse, kræver det ikke flere regler – men bedre fælles praksis. Jeg ser derfor positivt på, at Social- og Boligstyrelsen arbejder med at udvikle et mere helhedsorienteret bygningsreglement. Jeg håber dog at tekniske installationer ikke overses i det igangværende samarbejde med branchen, hvor de blive overskygget af alle ændringer med bl.a. brandregler, bærende konstruktioner og LCA-beregninger. For uden velfungerende installationer er der hverken indeklima eller reelt bæredygtige bygninger.
Reglerne er ikke problemet – vi skal begynde at renovere helhedsorienteret og tage de tekniske installationer alvorligt.
