user

Kompetencer: Vores største mulighed og trussel

Af Ane Buch, formand, Danvak

35 millioner bygninger i EU skal klimarenoveres. Det er i hvert fald et af EU-Kommissionens bud på, hvad der skal til for at opfylde de nuværende CO2-reduktionsmål for 2030. Den danske byggebranche melder sig klar til at løfte deres andel af opgaven, men det bliver ikke helt uden udfordringer. Det gælder nemlig her som i så mange andre sammenhænge, at hvis vi skal nå store og ambitiøse mål, så skal vi investere, udvikle, arbejde sammen, og ikke mindst have et meget skarpt fokus på at sikre, at de rigtige kompetencer er til stede på alle niveauer.

Vi taler ofte om, hvor mange nye job en politisk satsning vil give os. Vi får dog kun de nye job, hvis vi har et lige så skarpt blik på at uddanne den nødvendige arbejdskraft og ikke mindst opkvalificere de medarbejdere, vi allerede har. Jeg tænker, at det at udvikle de nye kompetencer, at sikre at alle relevante medarbejdere bliver opkvalificerede og at sætte rammerne for, at den nye viden bliver brugt, både er vores største mulighed og trussel.

Manglen på kvalificeret arbejdskraft er en stor udfordring og byggesektoren er på ingen måde en undtagelse. Vi har igen og igen peget på faren i, at der uddannes for få unge lige fra vvs-teknikere til ingeniører, men endnu kan vi ikke se markante ændringer i de unges søgemønster, selvom der ikke mindst med Teknologipagten er lavet en flot satsning. Teknologipagtens hovedmål ligger på rekruttering til de såkaldte STEM-uddannelser. Jeg tror, at tiden er kommet til, at vi skal lægge lige stor vægt og satse lige så stærkt på at efteruddanne og videreuddanne, så vi hele tiden, hos alle medarbejdere kan møde de nye krav og muligheder, der opstår.

Det er jo ikke kun kompetencer i forhold til at kunne levere på den bæredygtige dagsorden, som vi har brug for. Byggesektoren er under konstant forandring. Vi ser grænserne mellem brancher smuldre og nye værdikæder opstå. Der er også tryk på den teknologiske udvikling, der åbner op for helt nye løsninger, processer og arbejdsgange. Hvis de landvindinger skal omsættes i bedre byggeri, skal der satses mindst lige så stærkt på at give medarbejderne et markant kompetenceløft. Ingen nok så stor teknologisk revolution bliver en succes, hvis den bliver forkert implementeret.

Vi ser alt for mange eksempler på fejl og mangler i byggeriet, og det gælder indlysende i forhold til anvendelse af helt nye løsninger, men så sandelig også på de mere gennemprøvede. Analyser tyder faktisk på, at vi kunne spare op imod 10 milliarder kr. om året, hvis vi byggede rigtig første gang. Det skriger jo på en satsning på bedre kompetencer i byggeriet.

Byggeriet skal selvfølgelig være effektivt, og det indebærer også, at debiteringskravet er højt. Det oplever alle, der arbejder i byggesektoren. Man skal dog altid tænke på, at man får det, man måler på. Hvis man måler på hurtighed, så får man det, men så bliver der måske ikke tid til at sætte medarbejderne på det kursus, som gør, at de også klarer næste opgave ikke bare hurtigt, men også løser opgaven rigtig første gang. Kun at have fokus på hurtige løsninger kan derfor være en meget kortsigtet strategi, der i længden også koster på bundlinjen.

Danmark ligger højt, når man ser på internationale analyser, af hvor mange beskæftigede, der deltager i efteruddannelse. Et højt kompetenceniveau og løbende opkvalificering burde derfor være en dansk styrkeposition. Kravene stiger imidlertid med klimarenovering, ny teknologi og nye arbejdsgange. Vi skal derfor satse endnu stærkere, end vi gør i dag, ellers ender vi med at gå fra at kompetenceudvikling er en dansk styrkeposition til, at vi halter bag efter. Det er nu, vi skal satse.

 

Arkiv

Tilmeld dig Danvaks nyhedsbrev

Modtag nyheder om alle Danvaks aktiviteter direkte i din mailboks