Af Michael H. Nielsen, bestyrelsesmedlem i Danvak
Klimaforandringer, energipolitik og sikkerhedspolitik har fyldt meget i det seneste halve år. Ikke mindst den triste krig i Ukraine har gjort det lysende klart at EU står med alvorlige forsyningsproblemer som kalder på løsninger og hurtig handling.
Samtidig får vi igen og igen påmindelser om klimaforandringer, der påvirker fødevareforsyningen og ekstreme vejrfænomener. Og observationerne er igen fulgt op af videnskabeligt baserede advarsler om at der skal handles nu. Det internationale energiagentur IPCC har fastslået, at vi har otte år til at halvere de globale udledninger af drivhusgasser fra deres nuværende niveau, hvis vi vil fastholde muligheden for at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader.
Og hvad har så alle disse udfordringer med bygninger og bygningsdrift at gøre? Jo faktisk en hel del. 40 procent af vores energi benyttes i dag i vores bygninger – til opvarmning eller køling, til lys og elektronik. 30 procent af CO2 udledningen knytter sig til bygninger – heraf 20 procent til driftenergien som varme og 10 procent til opførelse af bygninger i form af indlejret CO2 i de materialer vi bygger med, samt den energi der forbruges ved bygge- eller renoveringsprocessen.
Mange politiske aftaler
Klima- og forsyningsudfordringerne har sat gang i en masse politiske initiativer nationalt og internationalt som er vigtige at følge med i.
EU har med RePowerEU planen fra maj rykket de grønne prioriteter markant. En plan hvor målet er at udfase brugen af fossile brændsler fra Rusland senest i 2027. Tillige mål om energibesparelser og energieffektivisering af bygninger med de dårligste energimærker. Samtidig forhandles direktiver med betydning for bygningsområdet som fx energieffektiviserings- og bygningsdirektiverne.
I Danmark blev der lige før sommerferien bred politisk enighed om, frem mod 2030, at udbygge elproduktion fra vind og sol femfold. og sætte et endeligt stop for gas til opvarmning i 2035. Samtidig blev der landet en bred politisk aftale om en grøn skattereform for industrien, der vil betyde at prisen for udledning af drivhusgasser for dansk industri kommer til at stige markant frem mod 2030. Altså mere vedvarende energi, øget elektrificering og afgifter for at forurene.
Energieffektivisering er et vigtigt redskab
Ikke siden 70’ernes oliekriser har der været så markant et fokus på at spare på energien som nu. I Danmark, EU og globalt set er energieffektivisering et nøgleværktøj til at levere hurtigt og effektivt på to vigtige mål: Uafhængighed af russisk olie og gas og markante CO2-reduktioner.
I juni måned mødtes politikere, erhvervsfolk og eksperter fra hele verden i Sønderborg til det internationale energiagenturs (IEA) årlige energieffektivitetskonference for at diskutere, hvordan vi mindsker energispild i bygninger, energioptimerer industrien og anvender ny teknologi til at få et smartere energiforbrug. Ved konferencen var konklusionerne klare; energieffektivisering er et helt centralt værktøj og skal leverer en tredjedel af de samlede drivhusgasreduktioner frem mod 2050.
Energieffektivitet er den blinde vinkel i dansk energi- og klimapolitik
Fokus på energieffektivisering som virkemiddel i den grønne omstilling har været lidt svære at få øje på i den danske energipolitik i de seneste år. Der er mere fokus på udbygning med vedvarende energi, øget elektrificering, udbygning af fjernvarmenettet samt økonomisk regulering i form af skat på klimagas udledning. Alle gode og vigtige elementer, men energieffektivitet er altså en blind vinkel der er vigtig at få i spil. Den manglende fokus på energieffektivitet er måske ikke så mærkeligt. Området er komplekst, og der skal mange forskellige aktører og virkemidler i spil for at realisere energibesparelserne. Men potentialerne er der, både i vores bygninger og erhverv
En analyse fra Ea Energianalyse viser, at der er et samfundsøkonomisk potentiale på godt 27 til 33 procents energibesparelser i 2030, sammenholdt med 2005. Beregninger, der vel og mærke blev lavet før energipriserne tog på himmelflugt. Så der er mere at komme efter med de nuværende energipriser. Samtidig viser tal fra brancheorganisationen Synergi, at der energirenoveres under én procent af de danske bygninger årligt. Det er et godt stykke fra EU-Kommissionens forslag om, at der stilles krav om en årlig energirenoveringsrate på tre procent.
Hvor skal vi tage fat for at realiserer potentialerne for energieffektivisering?
Vi kunne for eksempel starte med at fastsætte krav om årlige energirenoveringer af kommunale og regionale bygninger, på samme måde som der i dag er krav til statens bygninger.
Med de stigende energipriser er der også al mulig grund til at prioritere midler til at gennemføre el- og varmebesparelseskampagner både for husholdninger og erhverv, som kan medvirke til adfærdsændringer, og et mindre energiforbrug.
På samme måde skal en forbedring af energimærkeordningen prioriteres, så energimærket i langt højere grad bliver et aktivt dokument, der løbende kan understøtte bygningsejerne.
Tillige skal vi bruge de digitale muligheder med løbende overvågning af energiforbruget og styring baseret på realtidsdata. Der er flere gode og konkrete eksempler på digitale løsninger hvor anvendelse af sensorer og såkaldte digitale tvillinger kan bidrage til væsentlige reduktioner af energiforbruget samtidig med at der opnås sidegevinster som sundere indeklima.
Alt i alt er der masser af muligheder lige foran os i forhold til for alvor at sætte skub i energieffektiviseringer- og besparelser i vores bygninger. Der er brug for klare politiske ambitioner og konkrete tiltag der kan drive investeringer og konkrete handlinger, til glæde for forsyningssikkerheden, økonomien og klimaet.
