user

Nye regler for F-gas stiller store krav til virksomhederne

De nye regler i F-gas-forordningen sætter fokus på en mere bæredygtig fremtid, men stiller samtidig store krav til branchen. Overgangen til lav-GWP-kølemidler og introduktionen af strammere kvoter kræver både teknologisk innovation og opkvalificering af medarbejdere. Samtidig fremhæver TEKNIQ behovet for at reducere unødige administrative byrder og harmonisere reglerne på EU-niveau.

DANVAK har bedt specialkonsulent Richard Schalburg fra TEKNIQ om at give sit bud på fremtidige konsekvenser og muligheder som følge af de nye regler på området.

Nye krav
Den nye F-gas-forordning omfatter blandt andet strengere reguleringer af F-gasser og en overgang til mere miljøvenlige kølemidler i køle-, varmepumpe- og ventilationsbranchen. Disse krav er designet til at reducere den negative påvirkning af klimaet og sikre, at branchens udvikling går i en grønnere retning. I TEKNIQ, som er drivkraften bag den bæredygtige og digitale vækst, mener vi, at det er vigtigt at fremme klimavenlige løsninger. Reglerne peger på kølemidler med betydeligt lavere GWP, som for visse produkter snart vil ramme en grænse på mellem 150 GWP og 750 GWP. Grænserne betyder, at kølemidler med højere GWP på sigt, ikke længere vil være tilladte. Grænser træder i kraft gradvist frem mod 2035.

F-gas-kvoter
Indførelsen af nye F-gas-kvoter er en af de mest markante ændringer. Disse kvoter begrænser mængden af fluorerede gasser, der kan anvendes. Det betyder, at den mængde F-gasser, der vil være til rådighed på markedet i CO2-ækvivalenter, falder hurtigere end i det tidligere direktiv fra 2014, og allerede i 2030 vil der kun være ca. 10 % HFC-gasser til rådighed i forhold til 2025. Ændringen betyder, at der tillades og tildeles færre kvoter.

Forventninger til kølemidler fremover
Med de nye krav følger også en forventning om en øget brug af alternative kølemidler, der er mindre skadelige for miljøet. Naturlige kølemidler som CO2 (GWP på 1) og ammoniak (GWP på 0) vinder frem, og teknologiske innovationer inden for produkter med naturlige kølemidler er under udvikling. Fremtidens køle- og ventilationssystemer vil sandsynligvis være mere komplekse, men også mere bæredygtige, og det er vigtigt, at vi som branche er forberedt på disse ændringer. Der er dog stadig indlagt undtagelser, hvis f.eks. nogle typer kølemidler ikke kan anvendes på grund af sikkerhed.

Ny kompetence – mange skal opkvalificeres
For at kunne imødekomme de nye krav og forventninger vil mange i branchen skulle opkvalificeres. Den nye F-gas-forordning kræver kompetencer inden for viden, håndtering og arbejde med naturlige kølemidler. Det er nyt, da F-gas-forordningen indtil nu kun har handlet om syntetiske kølemidler som HFC m.m. Det er et krav, at man har eller tilegner sig de nye kompetencer for at kunne erhverve sig et nyt F-gas-certifikat og arbejde inden for området. Fristen for at erhverve et nyt certifikat er marts 2029. Certifikaterne skifter fra F-gas 1 til A1 og F-gas 2 til A2. Der skal derfor udvikles nye tilbud til de personer, der skal opkvalificeres.

Dansk særregulering
Et tilbagevendende tema i branchen er ønsket om at slippe for dansk særregulering, som ofte opleves som unødvendigt restriktiv og vanskelig at navigere. I Danmark har vi en bekendtgørelse om regulering af visse industrielle drivhusgasser, som regulerer anvendelsen i form af fyldningsgrænser. Dette er et yderligere regelsæt oveni EU’s regulering, som ikke hjælper virksomhederne, men øger de administrative byrder, der ofte følger med nationale særreguleringer. I TEKNIQ er vi ikke tilhængere af særregulering og arbejder aktivt for at fremme en sådan harmonisering.

Færre byrder og unødige regler efterlyses

Vores erhverv har mange administrative opgaver. Vi mener der er behov at der er fokus på at anvende de digitale løsninger staten har, og vi har peget på at f.eks. kølebeviser skal lige på borger.dk hvor alle andre uddannelsesbeviser ligger. Vi mener også at tilsyn og kontrol skal effektiviseres, ved at tilsynet rettes mode virksomheder som ikke lever op til de regler og krav der stilles. I dag er det nemt at se om virksomheder er autoriseret, det kan ses på en liste på Sikkerhedsstyrelsen. Set i lyset af en ny F-gas forordning, har TEKNIQ peget på at man anvender borger.dk og virk.dk, hvor medarbejderne kan finde deres uddannelsesbeviser og certifikater og virksomhederne deres godkendelser og certifikater.

Arkiv

Tilmeld dig Danvaks nyhedsbrev

Modtag nyheder om alle Danvaks aktiviteter direkte i din mailboks