user

Kan man designe et bæredygtigt indeklima?

Af Belinda Marianne Godsk, formand i Danvak Indeklima

Vi bygger og drifter bygninger med det formål at skabe et godt indeklima. Det gode indeklima skal opnås ved et lavt energiforbrug og et lavt CO2 aftryk, for at kunne betegnes som bæredygtigt – socialt, økonomisk eller miljømæssigt. Behovet for varme, køling, ventilation, lys og gode rammer afføder let et stadigt større klimaaftryk, så hvis vi ikke passer på og tænker os godt om, er der stor risiko for, at vi ender ud med løsninger, der ikke er bæredygtige.

Der er flere indgangsvinkler, når man vil opnå et bæredygtigt indeklima. Bygningens overordnede design spiller en helt afgørende rolle inklusive facadernes orientering, klimaskærmens udformning, design af glasarealer og dagslys, bygningens varmeakkumuleringsevne, indretning og lokalernes placering i bygningen. Bygningens materialer og deres afgasning til indeklimaet spiller også en vigtig rolle, især når vi ønsker at mindske CO2 aftrykket ved anvendelse af genbrugsmaterialer.

Systemløsningerne skal være robuste og fleksible

 Det er de tekniske installationer, der skal tilvejebringe det gode indeklima. Varme og køleanlæg, ventilation, belysningsanlæg, solafskærmning, og her er det både systemernes energiforbrug under drift og de materialer, som indgår i systemerne, der skal være bæredygtige.

Der forestår en stor opgave i at få afdækket hvilke systemløsninger, der energimæssigt og materialemæssigt er mere bæredygtige end andre, og valgene skal tilpasses bygningens fremtidige brug. Løsningerne skal være robuste, men samtidigt fleksible, hvis bygningens brug ændres i fremtiden. Der er mange overvejelser, der skal gøres inklusive udfordringerne forbundet med klimaforandringer.

Rådgivningsopgaverne skal ændres i takt med samfundsudviklingen

Hvordan griber man projektering af det mest bæredygtige indeklima systematisk an, så man får et godt overblik og kan give bygherrerne fornuftige paletter af valgmuligheder, så de kan træffe de rigtige valg?

Kravene i samfundet og lovgivningen ændrer sig og rådgivningsopgaverne skal derfor tilsvarende tilpasses. Vi skal ændre vores fokus og tage endnu flere parametre i betragtning, når vi yder rådgivning. Vi har i mange år haft fokus på energiforbrug, men nu indgår i endnu højere grad afgasning af materialer til indeklimaet, materialeforbrug og genbrug af materialer. Og samtidig kan der opstå uventede udfordringer såsom pandemier eller begivenheder som følge af klimaforandringer. Hvor finder man som rådgiver inden for tekniske installationer i byggeriet hjælp til at få klarlagt de mest bæredygtige løsninger? Svaret er, at man må ind i en endnu tættere dialog med sin energi-, indeklima- og bæredygtighedsrådgiver og sammen finde løsningerne.

Bliv klog på det bæredygtige indeklima

Den 19. marts 2024 slår vi døren op for vores nye eventkoncept 4×4 by Danvak. Første event er med temaet ”Det bæredygtige indeklima”, hvor førende indeklimaeksperter vil give deres bud på, hvordan vi designer indeklima og -systemer på en bæredygtig måde. Det er på ingen måde en let opgave. For hvad er et bæredygtigt indeklima? Og hvad er den bæredygtige systemløsning, når vi skal tage højde for klimaforandringer, bygningernes fremtidige anvendelsesmuligheder samt energi- og materialeforbrug? Et af indlæggene vil give eksempler på komplekse problemstillinger inden for netop dette spændingsfelt, hvor rådgivere skal navigere med et enkelt mål – minimal CO₂ udledning – med et tilsvarende komplekst løsningsrum.

Udfordringerne er mange og kompleksiteten er stigende. Vi har i dag værktøjer, der i begrænset omfang kan anvendes til design af et godt og bæredygtigt indeklima. Fremtidens krav til indeklimaet vil dog kræve, at vi udvikler nye og mere sofistikerede værktøjer.

Vores 4×4 by Danvak event skal betragtes som en start på den vigtige diskussion om, hvordan vi opnår og sikrer det bæredygtige indeklima.

Der er stadig brug for rådgivere derude.

Arkiv

Tilmeld dig Danvaks nyhedsbrev

Modtag nyheder om alle Danvaks aktiviteter direkte i din mailboks