Danvaks faggruppe Danvak Ventilation har nu fornøjelsen at invitere til et temamøde om diffus ventilation. Med diffus ventilation tilføres luften til opholdszonen ved at lade den sive igennem akustikloftets perforeringer. Det er støjsvagt, simplificerer byggeprocessen og sparer i et vist omfang loftshøjde. Konceptet har derfor vundet indpas i et stigende antal renoveringssager, blandt andet på baggrund af en del forskning. Men der er stadig mange praktiske spørgsmål og begrænset erfaring med konceptet hos rådgivere og udførende. Nogle professionelle viger bort fra løsningen, mens andre er anderledes positive.
Temamødet har til formål at samle nogle af branchens mest erfarne specialister indenfor diffus loftsventilation og lade dem belyse både barrierer og best-practice. Mødet afholdes i klasselokalerne i Byens Skole i Valby, som netop er blevet renoveret med diffus loftsventilation.
Indlæggene kommer bredt omkring rådgiveres og udførendes erfaringer, forskningen samt driften.