user
Ny formand valgt til VVS Teknisk Forening

Ny formand valgt til VVS Teknisk Forening

Ny formand valgt til VVS Teknisk Forening

På VVS- Teknisk forenings generalforsamling den 18. marts 2019, var der igen i år stor tilslutning, og det var rart at se nye nysgerrige ansigter, der har mod på at deltage i det fremadrettede bestyrelsesarbejde.

Jeg er rigtig glad og beæret over, at medlemmerne på generalforsamlingen valgte mig som formand for VVS-teknisk forening og dermed også som formand for Danvak. Jeg takker for valget og vil arbejde for, at Danvak er en forening for folk i byggebranchen, der brænder for kvalitet inden for ventilations-, varme-, køl-, vand- og afløbsområdet. Jeg vil også gerne takke den tidligere formand, Lars Sønderby Nielsen, som har udført et stort strategisk arbejde, som ligger til grund for den sunde udvikling, Danvak er i.

Jeg er blevet bedt om at fortælle, hvor jeg ser byggebranchen bevæger sig hen, hvad vores netværk, Danvak, kan gøre – og hvad Danvak ønsker at gøre for dig som medlem.

Byggebranchen – hvor bevæger den sig hen?
Der har været fart på byggebranchen i 2017 og 2018, men jeg ser også en afmatning nu. Opgaver der ikke bliver til noget alligevel, fordi det bliver for dyrt at udføre, eller en ændring i demografien, som måske tog en drejning, der ikke var forudset. Men det er ikke udelukkende dårligt – for fra at tempoet har været meget højt, så normaliseres det. Det åbner for, at der tænkes kvalitet frem for kvantitet. Kvalitet omhandler selvfølgelig det endelig produkt kunden får, men også måden vi styrer arbejdet på, samt hvad det er for produkter, vi vil tilbyde i fremtiden.

Vi skal i branchen blive bedre til formidle vores budskaber om, hvorfor man skal vælge vores tekniske løsninger til både medierne og til beslutningstagerne. Vi skal på banen og sælge vores løsninger i et veldokumenteret og letforståeligt sprog – ellers bliver vi disrupted, kørt ud på et sidespor, hvor der fx hellere investeres i Ipads til skolerne, end i ordentlig ventilation i klasselokalerne – og hvor er det lige, der er den største videnskabelig effekt for bedre indlæring?

Vi skal ikke kun installere gode tekniske løsninger, fordi det er et lovkrav, men fordi kunden kan se en merværdi i det – det skal overgå de let indkøbte smarte løsninger, som alle mulige andre brancher ønsker at pådutte beslutningstagerne og dermed dræne budgetterne. Det fordrer en justering af kommunikationen i branchen, et salgsarbejde for forskere, producenter, rådgivende ingeniører og arkitekter, der skal formidle de gode historier og opnåede menneskelige effekter (mindre sygefravær, større produktivitet, bedre karakterer etc.), om hvorfor det er en god idé, at investere endnu mere i de tekniske løsninger… – fordi det betaler sig hjem mange gange, når vores omgivelser byder os komfort.

Som certificeret rådgiver i bæredygtighed har jeg selvfølgelig et ønske om at bæredygtighed kommer til at fylde langt mere i byggeriet – og Danvaks medlemmer kommer rigtig i spil, når et byggeri er bæredygtigt. I DGNB-certificeringen som er den danske foretrukne bæredygtighedsmodel er det jo en fin balancegang mellem miljø, økonomi og arkitektur. Og det er især arkitekturen – der er vigtig for vores branche. Vi skal insistere på at sidde med om bordet fra starten af og sikre, at der allerede fra den Miljørigtige projektering er tænkt komfort ind i byggeriet, med inddragelse af de naturlige omgivelsers lys-, skygge-, sol-, energiforsynings-, vand- og afløbsforhold – og brugernes behov. Vi skal løfte kvaliteten af byggeriet og gøre det attraktivt at bo eller opholde sig i – og vores tekniske løsninger skal spille arkitektonisk og give merværdi og give noget tilbage til byggeriet og brugerne, både nu, men også om 20, 60 eller 120 år frem.

Det er i alles interesse, at vi har et stort fokus på komforten, om det så er i skoler, som nu er på dagsordenen i Christiansborg, boliger, kontor- eller produktionsarbejdspladser. At de mennesker der opholder sig – kan koncentrere sig, være produktive, når de arbejder eller kan sove godt, når de opholder sig i deres hjem. Det sikrer dygtigere generationer, pga. bedre indlærings forhold, virksomheder får større indtjening og vi får et bedre helbred. Hvem kan sige nej tak til det?

Hvad kan danvak gøre
I Danvak skal vi have fingeren på pulsen og have fokus på at tilbyde relevante kurser, konferencer og temamøder om det, der rør sig i byggebranchen og i særdeleshed inden for ventilation-, varme-, køl, vand- og afløbsbranchen. Vi skal holde fast i de dygtige undervisere vi har tilknyttet og finde nye, der kan bidrage med anden ny viden til os.

Danvak samarbejder med andre danske og internationale organisationer. Det samarbejde skal selvfølgelig fortsættes og plejes. Vi gør det fordi, vi således kan følge udviklingen, skabe nye netværk, få viden om ny forskning og nye tendenser formidlet hjem til vores medlemmer. Vi arbejder for, at vores kurser er opdaterede, og vi underviser i den nyeste forskning og standarder.

Det er vores fornemste opgave i Danvak, på tværs af landet, at opkvalificere og uddanne folk inden for byggebranchen, så vores medlemmer og kursister i deres arbejde tilfører større kvalitet til byggeriet. Men vi skal også have en personlig fordel af at være medlem. En fordel, fordi man som medlem af Danvak, får et netværk, som man fagligt, karrieremæssigt kan trække på og bliver mere attraktiv af overfor virksomhederne.

Vi kan i Danvak give værktøjerne og forståelse for, hvad der skal til for, at det er rart at opholde sig i en bygning, og brugerne kan være i et produktivt miljø. Vi er et meget bredt fagligt netværk, og for mig personligt har jeg sat stor pris på det i mit arbejde – men også en personlig glæde ved at lære nye mennesker at kende og få udvidet min horisont.

Vi skal i Danvak også finde vores ben i at blive meningsdannere – formidle de gode budskaber til politikere og beslutningstagere, så de ser merværdien i flere investeringer i vores løsninger.

Hvad ønsker danvak at gøre for alle medlemmerne
Vi ønsker løbende at tilpasse Danvak til vores medlemmers behov for faglig udvikling og netværk. Vi lytter til Jeres kursus-, konference- ønsker eller behov, men det fordrer også, at I som medlemmer tager kontakt til os og klæder os på. Det kan I bl.a. ved deltagelse i faggrupper eller tage direkte kontakt til Danvak.

Vi ønsker at fastholde og vedligeholde vores faste kursuspakker, udvikle nye relevante kursustilbud, og andre medlemstilbud, så det er attraktivt at være medlem. Vi er inde i en positiv udvikling – og det vil I helt sikkert se mere af i kommende nyhedsbreve og forhåbentlig får I glæde af det nye medlemskort.

Den stigende tilgang i nye medlemmer håber vi vil give god grobund for, at vi kan tilbyde mere af ovenstående tilbud. Måske endda danne nye faggrupper, hvor man jævnligt mødes og udveksler viden, skaber et fagligt, personligt- og et karrierenetværk.

Så jeg kan kun opfordre Jer til at tage aktivt imod Danvaks mange tilbud og byde ind.

Inno-SE har åbnet op for ansøgninger til deres projektpulje. Det er sidste chance for at få en del af puljen til 2020, så det er nu, der skal smedes!

Der kan søges til to forskellige projekttyper, og dem kan du blive meget klogere på, ved at læse med her:

Bobleprojekter her.

Technology Demands her.

Hvis du er interesseret i Innovationsnetværket Smart Energy’s tidligere og igangværende projekter, kan du læse mere her.

Der er sidste ansøgningsfrist d. 29. maj 2019 kl. 14.00.

Der blev affyret en bredside mod kollegerne, da europa-parlamentsmedlem for de konservative Bendt Bendtsen holdt åbningsindlægget ved Danvak Dagen i IDA Huset i København. Den tidligere minister og formand for Det konservative Folkeparti stiller ikke op til en ny periode ved Europa-parlamentsvalget i maj. I den nuværende valgperiode har et centralt arbejdsområde for ham været udarbejdelsen og vedtagelsen af EPBD 2018 – et fælles EU-direktiv om bygningers energimæssige ydeevne. En direktiv, der skal være implementeret i nationalstaterne i 2020 og et direktiv, der ifølge Bendt Bendtsen kan rumme masser af eksportmuligheder og masser af arbejdspladser for dansk erhvervsliv, men der er et stort ”men”.

– Direktivet er en værktøjskasse og for mig at se, bliver de finansielle værktøjer de afgørende. Investorerne skal kunne se en god businesscase i det her og de skal frem for alt have vished for, hvilke betingelser der gælder.

Derfor nytter det ikke med den her stop-and-go-politik på energi- og bygningsområdet. Det hjælper da ikke noget, at man vedtager en støtteordning og så et halvt år efter siger: ”Hovsa, den sløjfer vi igen”. Vi er nødt til at have nogle faste finansielle rammer, ellers bliver det ikke en succes.

Udfordringen er ikke nybyggeri, det er energioptimering af den eksisterende bygningsmasse, der er den store udfordring. Man vurderer, at 75 procent af den samlede bygningsmasse i EU er energimæssig ineffektiv og her er det op ad bakke, fastslog Bendt Bendtsen.

Læs mere på hvacfokus.dk: http://www.hvacfokus.dk/afskedssalut-fra-bendt-bendtsen-stop-saa-den-slingrekurs/

I foråret 2014 etablerede Danvak et netværk, der arrangerer udflugter og møder med både fagligt og festligt indhold. Forud havde havde eksisteret en selvstændig forening “Danvak Senior Netværk”, men denne blev efter 2014 til en gruppe i Danvak med navnet FUNVAC. For i højere grad at signalere, hvad netværket arbejder ud fra, har gruppen i 2019 skiftet navn til Danvak Inspiration og går på tværs af alder og interesser.

Alle Danvaks medlemmer er velkomne til at deltage i netværkets arrangementer, og medlemmerne kan invitere en eller flere gæster med til møderne (så får vi måske og nogle nye medlemmer). Netværket har i 2018 haft fokus på større anlægsprojekter og har besøgt den nye metrostation på Kgs. Nytorv, der er under opførelse, byggepladsen ved Kronprinsesse Mary’s bro i Frederikssund og i 2019 infocentret for den nye jernbane mellem København og Ringsted, hvor vi hørte et spændende foredrag om tilblivelsen og fremtidsudsigterne. Et årligt tilbagevendende møde er en hyggelig frokost i Petersens Familiehave på Pile Allé i juni måned.

Har du selv mod på at deltage i planlægningen af kommende arrengementer, eller har du eller din virksomhed noget spændende og/eller festligt i ærmet til Danvaks medlemmer, hører vi gerne fra dig. Skriv til os på mail danvak@teknologisk.dk.

Eller kontakt gruppeleder for Danvak Inspiration: Jørn Simonsen på jso@jsiconsult.dk.

Øvrige gruppemedlemmer:

Den 27. marts 2019 afholder Center for Indeklima og Energi, DTU en workshop om Horizon 2020 projekter. Det er også muligt at deltage via webinar. Læs mere om arrangementet og tilmeld dig her.

“Den lille blå om Varmepumper” har det nyeste om varmepumper, lovgivning og brugbar viden, som alle, der er interesseret i og arbejder med varmepumper til private boliger, bør vide.

Lanceringen af 2019-versionen af bogen foregår hos Dansk Energi, Vodroffsvej 59, 1900 Frederiksberg den 30. april 2019 fra kl. 13:15 -15:45.

Du kan tilmelde dig gratis her

Ejendomsmessen samler ejendomsaktører fra hele Danmark indenfor drift, administration, vedligehold, energi, miljø, sikkerhed og digitalisering. Mød samarbejdspartnere, organisationer og ikke mindst kollegaer i branchen. Ejendomsmessen skaber et forum hvor de besøgende og de mange udstillere mødes om produktnyheder og de nyeste løsninger indenfor drift af ejendom. Herudover kan du også deltage i et bredt seminar og debatprogram med branchens eksperter. Alt under et tag. Vær med og bliv opdateret på den nyeste udvikling.

Ønsker du at deltage i både Danvak Dagen 2019  den 10. april og i Ejendomsmessen den 11. april og har brug for overnatning i København, kan du med fordel overnatte på Hotel Bella Sky, hvor vi har forhandlet os frem nogle attraktive hotelpriser. Benyt dette link, så du er sikker på at få rabatten.

Danvak Funvac har i 2018 haft fokus på større infrastruktur projekter, hvor vi har besøgt byggepladsen for den nye metrostation på Kgs. Nytorv og byggepladsen for Kronprinsesse Mary’s bro i Frederikssund.

Vi følger op herpå, idet vi som det første møde i 2019 har arrangeret besøg og foredrag på infocentret for den nye højhastighedsbane mellem København og Ringsted. Banestrækningen forventes i drift medio 2019.

Efter mødet spiser vi frokost på en restauration i nærheden.

Møde og foredrag er gratis, men efterfølgende frokost inkl. en øl eller vand koster kr. 250.

Ved mødet er gæster yderst velkomne.

 

Mødested: Infocenter København-Ringsted, Ringager 4B, 3. sal, 2605 Brøndby

Tilmelding til Jørn Simonsen på mail: jsi@jsiconsult.dk

Danvak inviterer på byggepladsbesøg på Nyt Aalborg Universitetshospital den 13. marts 2019 fra kl. 14.30 – 17.00

Inden besøg på byggepladsen vil I kort blive introduceret til det overordnede ventilationsprincip for hospitalet og for grundlaget for opstart af ”distrikt cooling” i Aalborg, hvor der i efteråret 2018 blev skrevet kontrakt mellem Aalborg Køl A/S og Region Nordjylland om levering af bæredygtig køleenergi til Nyt Aalborg Universitetshospital.

I vil efterfølgende få en kort sikkerhedsintroduktion til byggepladsen af Poul Arndrup fra Niras, der forestår byggeledelsen for Region Nordjylland herunder også sikkerheden på byggepladsen.

For deltagelse i rundvisningen skal alle medbringe sikkerhedsfodtøj, hjelm og refleksvest, da det er en forudsætning for adgang til byggepladsen.

Se programmet for temamødet og tilmeld dig

VVS Teknisk Forening ved formand Lars Sønderby Nielsen indkalder til generalforsamling den 18. marts 2019 fra kl. 15.00 – 16.00 på adressen: Tekniqhuset, Paul Bergsøes Vej 6, 2600 Glostrup

Du kan tilmelde dig generalforsamlingen i VVS TF her

 

Samme dag og samme sted bliver der afholdt generalforsamling i foreningen IDA HVAC ved formand Jørgen Schultz fra kl. 14.00 – 15.00. Du kan tilmelde dig generalforsamlingen i IDA HVAC her

Tilmeld dig Danvaks nyhedsbrev

Modtag nyheder om alle Danvaks aktiviteter direkte i din mailboks