user

Radon-folk går ind i Danvak

Dansk Radonforening er blevet en del af Danvak, som er et netværk med mere end 1.600 professionelle inden for HVAC, indeklima og energi. Det skal styrke viden om radonproblemet og hvordan det bekæmpes i danske boliger, offentlige bygninger og erhvervsbyggerier.

Dansk Radonforening blev stiftet i 2015 af fagprofessionelle inden for radon, som er en radioaktiv gasart, der findes overalt i undergrunden og kan trænge ind i både boliger og arbejdslokaler.

Udsættelse for radon er ifølge WHO den næst vigtigste årsag til lungekræft. Sundhedsstyrelsen anslår at tæt på hver tiende lungekræfttilfælde i Danmark har radon som medvirkende årsag. Det svarer til 300 tilfælde af radon-betinget lungekræft om året.

”Radonproblemet taget slet ikke alvorligt i Danmark, og de ansvarlige myndigheder ignorerer det på det nærmeste. Det er ikke holdbart, og vi håber på, gennem tilknytningen til Danvak, at kunne opnå større opmærksomhed på det og udbrede mere viden blandt byggeriets professionelle folk om hvordan radon opdages og bekæmpes”, siger Jens Otto Kjær Hansen, indtil ændringen formand for Dansk Radonforening og nu formand for Radon-faggruppeledelsen i Danvak.

Formand for Danvak Ane Buch er glad for, at den kreds af fagprofessionelle, der især arbejder med radon, nu er blevet en del af Danvak:

”Danvak favner hele byggebranchens værdikæde inden for HVAC, indeklima og energi – bygherrer, rådgivere, entreprenører, producenter, drift & vedligehold, samt studenter, undervisere og forskere. Det er et fremragende skridt, at radon-området kommer ind i det brede samvirke af fagprofessionelle, som Danvak udgør.”

”Vi har i Danvak en offensiv strategi om at udbygge vores position som det store nationale netværk af fagprofessionelle, der arbejder for bedre byggeri, der øger brugernes trivsel og sundhed, styrker bygningernes værdi og fremmer bæredygtighed. Integrationen af Dansk Radonforening som en ny faggruppe i Danvak passer lige i øjet til det, og vi ser frem til kommende års videndeling om radon gennem faglige arrangementer og kurser,” siger Ane Buch.

Kontakt:

Ane Buch, formand for Danvak og VVS-teknisk forening – tlf.: 4053 1153

Jens Otto Kjær Hansen, formand for Dansk Radonforening og radonfaggruppen i Danvak – tlf. 2014 1266

Tilmeld dig Danvaks nyhedsbrev

Modtag nyheder om alle Danvaks aktiviteter direkte i din mailboks