DANVAKs nye bæredygtighedsnetværk er en nyoprettet faggruppe, som vil sætte fokus på bæredygtighed i byggeriet med online- og fysiske møder, der skal rette opmærksomheden mod både bæredygtighedsredskaber og nye tendenser i byggebranchen.
Ofte er manglende initiativer med bæredygtig løsninger et udtryk for, at bygherrer og entreprenører ikke er opmærksomme eller bekendte med værdien eller mulighederne med bæredygtige løsninger i et lidt længere perspektiv. Det vil DANVAK (Danvak er et fagligt netværk for professionelle inden for HVAC, energi og indeklima) gerne gøre noget ved med netværket, hvor aktørerne kan inspirere hinanden med deres tilgange til bæredygtighed i deres byggerier.
”Vi vil gerne rette blikket mod de nyere strategier, som bygger videre på en række af de mere helhedsorienterede principper, og hvor byggeriet ikke kun handler om pris, men om de tre bæredygtighedssøjler; den økonomiske, den klima- og miljømæssige og den sociale,” fortæller Lasse Kildemoes, bæredygtighedsingeniør hos JL Engineering og den ene af de to personer i faggruppen bag netværket.
Gensidig inspiration og erfaringsudveksling
Nadja Glad Sundberg, bæredygtighedsingeniør hos DOMINIA A/S, er det andet medlem af faggruppen, og hun understreger, at det er vigtigt at videreformidle viden og nye teknologier ud fra et totaløkonomisk perspektiv.
”For eksempel er det vigtigt at gøre opmærksom på, at en lidt dyrere løsning i anlægsfasen kan være billigere i den langsigtede driftsfase, når det gælder bæredygtighed. Lovgivningen skubber på, men det er også afgørende med synliggørelsen og den gensidige inspiration og erfaringsudveksling, som netværket gerne skal bibringe,” siger hun.
Fokus på holistisk tilgang og cirkulær økonomi
Der vil i faggruppen være fokus på en holistisk tilgang til byggeriet, hvor sundhed, energi, økonomi og æstetik kombineres for at opnå byggerier som performer godt over hele deres levetiden. Lasse Kildemoes fortæller, at der både vil blive kigget på bæredygtighed i forhold til nybyggeri samt den eksisterende bygningsmasse, da denne også spiller en vigtig rolle i den bæredygtigeudvikling, hvor udgangspunktet om redegørelse for konsekvenserne af nedrivninger medfører nye idéer til behovsopfyldelse gennem renoveringer og transformationer.
”Den cirkulære økonomi begynder ligeledes for alvor at slå igennem på tværs af ministerier og brancher. Udvundne ressourcer og eksisterende materialer og produkter betragtes i forhold til genbrug, genanvendelse og reparation. Dette medfører, at der er sket en sammensmeltning af markedet for nye og allerede eksisterende materialer og produkter, hvilket set fra en bæredygtig synsvinkel naturligvis er meget interessant og derfor også er et emne vi i faggruppen vil beskæftige os med,” siger han.