Vores brugsvand må ikke gøre os syge
Af Birger Tannebæk Christiansen, teknisk konsulent i TEKNIQ og formand for Vand & Afløb faggruppen i Danvak
Rent vand fra vandhanen kan vi med rette forvente i Danmark. Det rene og friske grundvand hentes op og sendes efter minimal behandling ud til forbrugernes tapsteder. Efter indføring i bygningerne har vi samme fokus på at bevare vandet rent, men hvordan gør vi det i forhold til bæredygtighed, energiforbrug, EU-direktiver for drikkevand, bygninger, energieffektivitet med mere? En enkel løsning vil være et krav om minimum 60°C i fremløbstemperatur fra forsyningen.
Udfordring med Legionella
I den netop reviderede standard DS 439, Vandinstallationer, er der sat fokus på temperaturer og besværende ventetid for både koldt og varmt brugsvand. Udover de komfortmæssige fordele ved at drikkevandet er koldt, og at det varme vand er fremme uden besværende ventetid, er det især risikoen for vækst af Legionella, der ligger til grund for temperaturgrænserne.
Legionella bakterien vækster i temperaturer mellem 20°C og 50°C, og derfor skal koldt vand være under 20°C og varmt vand holdes over 50°C helt frem til tapstedet. I den reviderede DS 439 er indarbejdet en ny bestemmelse for føring af vandledninger til koldt vand i skakter, der efter henstand i mere end otte timer ikke må have en temperatur på over 23°C. Det betyder i praksis, at der skal sikres mod varmesmitte fra varme ledninger i en skakt. Enten ved øget isolering af ledningerne – inklusive den kolde ledning eller føring af det kolde vand i en separat skakt/stigstreng. I nybyggede parcelhuse er der af samme årsag tradition for at føre de kolde ledninger nede i sandet. Den øgede fokus på de kolde ledninger kan betyde udfordringer i nye og eksisterende etagehuse, men giver god mening for beboernes både sundhed og komfort.
Varmtvandsinstallationerne har siden oliekrisen i 1973 været i fokus som energisluger, særligt cirkulationsledningen. For at minimere energitabet har der været monteret tidsstyring af pumper, flowbegrænsende ventiler og nedsættelse af varmtvandstemperaturen. Nu skal der i alle dele af varmtvandsinstallationen sikres minimum 50°C, i praksis dog undtaget koblingsledningerne, da det her skal være uden besværende ventetid.
Varmt vand uden højere energiforbrug
Kan vi sikre tilstrækkeligt med varmt brugsvand med minimum 50°C uden at øge energiforbruget? Det kan blive svært, men i den reviderede DS 439 er grundlaget for den dimensionerende vandstrøm sænket med 25%, som vil betyde mindre dimensioner og behov for mindre oplag af varmt brugsvand. Ved renoveringer af stigstrenge og varmecentraler vil det øgede fokus på varmtvandstemperaturen derfor ikke nødvendigvis medføre øgede energiudgifter, men måske hurtigere gøre dem rentable.
Varmecentralerne har deres helt egne udfordringer, specielt hvor den lokale fjernvarmeforsyning skruer ned for fremløbstemperaturen.
Fakta er, at jo mindre temperaturforskellen bliver, desto vanskeligere bliver det at opnå en fornuftig afkøling, specielt om sommeren, hvor der ikke er et varmebehov i bygningen i øvrigt. Vekslere er efter DS 469:2013 dimensioneret til 60/40, hvilket kan sikre en fornuftig afkøling. Bliver fremløbstemperaturen om sommeren sænket til under 60°C, vil der været øget risiko for dårlig afkøling. Der må derfor kunne forventes en fremløbstemperatur på minimum 60°C fra forsyningen, uanset om denne er fjernvarme, varmepumpe eller gas/olie. Er det ikke muligt, må der som beskrevet i DS 469 sikres tilskudsvarme, eksempelvis fra en el-patron eller booster. For varmepumperne er det allerede almindeligt udstyr, da en høj fremløbstemperatur nedsætter varmepumpens effektivitet. Tendensen for lavere fremløbstemperatur hos fjernvarmeværker vil medføre lignende behov for montering af ekstraudstyr, og måske endda beholdere som standard.
Energibesparelser må ikke medføre forringelser for sundheden, uanset om det er det kolde eller varme vand, eller om det er vores indeklima. Vi kan gøre meget ved bedre styring og registrering, men vi kan ikke ændre på naturlovene i varmelæren.
Af Leon Buhl, Seniorspecialist, Teknologisk Institut. Medlem af Danvaks Vand & Afløb faggruppe.
I ”gamle dage” blev drikkevandsinstallationer enten lavet af galvaniserede stålrør eller af kobberrør, men det har efterfølgende vist sig, at det drikkevand vi i dag pumper op fra vores boringer langt hen ad vejen, er korrosivt over for disse materialer, så de generelt ikke kan anvendes mere.
Er nye installationsformer og nye materialer så lykken? Desværre ikke helt. I dag registrerer vi bl.a. udfordringer med korrosion i forbindelse med rustfrit stål og kobberlegeringer, udfordringer med legionella i varmtvandsinstallationerne, og afsmitning af metaller og andre stoffer til drikkevandet. Alt sammen forhold der gør, at man skal være meget opmærksom både når man projekterer installationerne, men i særdeleshed også når man udfører og efterfølgende drifter dem.
Nye materialer og korrosion
Det har i mange år været den opfattelse, at rustfri stålrør til drikkevand var rustfri. Denne opfattelse har dog i en række situationer vist sig ikke at holde vand da installationerne på bl.a. nogle af supersygehusene har måtte udskiftes på grund af korrosion inden installationen rent faktisk har været taget i brug.
Er det så de rustfri rørs skyld, eller er der andre årsager til dette?
I langt de fleste tilfælde skyldes korrosionsskaderne rent faktisk, at den viden der hidtil har været omkring behandling og installation af rustfri rør ikke har været tilstrækkelig. I flere af tilfældene har årsagen til skaderne kunne henføres til at installationerne har været partielt tæthedsprøvede med vand, og at installationen derefter har fået lod til at henstå med ubenyttet stagnerende vand i op til flere år, hvorefter der så har kunne konstateres korrosionsskader på det tidspunkt hvor installationen er sat i drift.
I den nye udgave af DS 439, vandnormen, der er ved at være færdigrevideret og som kommer inden årets udgang, er denne problematik netop beskrevet sammen med løsninger med bl.a. ugentlig gennemskylning af installationen.
Udfordringer med legionella
Inden for de seneste 5 til 10 år har Statens Seruminstitut kunne konstatere, at antallet af smittede med Legionærsygdom har været kraftigt stigende uden at der har kunne findes en klar forklaring på dette.
I Danmark kører vi vores varmt brugsvandsinstallationer nogle af de laveste temperaturer i Europa, nemlig med et BR18 krav om at del være minimum 50 oC overalt i installationen helt ud til det fjerneste tapsted. Årsagen til den lave temperatur skal bl.a. ses i lyset af, at det i varmenormen DS 469 er angivet, at ved fjernvarme skal fremløbstemperaturen ved hovedhanerne være mindst 60 oC.
Dette betyder i praksis, at hvis fjernvarmen leveres ved denne temperatur er det ikke er muligt at lave varmt brugsvand ved en højere temperatur end 55 oC.
Det skal her anføres, at der ikke er undersøgelser, der viser at ovenstående alene er årsagen til de mange tilfælde af legionella, men at der er mange andre parametre, det er nødvendigt at tage med i betragtningerne.
Disse parametre er bl.a. forhold som:
Drikkevandsdirektivet foreskriver at der fremover skal foretages en risikoanalyse af prioriterede ejendomme, hvilket i den bekendtgørelse, der er kommet 1 juli i år, bl.a. angiver skal være hospitaler og plejehjem.
Drikkevandsdirektivet og vandkvalitet
I forbindelse med drikkevandsdirektivet der kom i udgangen af 2020, er der her krav til afsmitning af bl.a. tungmetaller og andre forurenende stoffer til drikkevandet på niveauer, der er højere end nødvendigt i forhold til det tiltænkte formål med materialet. Dette er bl.a. beskrevet i direktivets artikel 11, hvor grundlaget for de fremtidige retningslinjer for godkendelse af byggevarer i kontakt med drikkevand er skitseret.
Implementeringen af direktivet betyder bl.a. at de nugældende ordninger for godkendelse af byggevarer i kontakt med drikkevand bliver udfaset fra formentlig 1 februar 2026, og erstattet af en ny fælleseuropæisk ordning.
Danvak og Danvaks faggruppe for Vand & Afløb vil den 28. november på minikonferencen 4×4 by Danvak sætte fokus på det rene drikkevand fra hanen.
