Danmarks største tekniske brancheorganisation, VELTEK, og fagnetværket DANVAK har indgået en samarbejdsaftale, der giver VELTEKs medlemmer rabat på DANVAKs kurser i 2025. Aftalen skal styrke branchen gennem fælles kompetenceudvikling og øget synlighed.
Om VELTEK
VELTEK er Danmarks største tekniske brancheorganisation og repræsenterer cirka 125 virksomheder med en samlet omsætning på over 30 milliarder kroner. Organisationen er brancheforening for producenter, grossister og leverandører af komponenter til el-, vand-, varme- og ventilationsbranchen. VELTEK varetager medlemmernes interesser overfor politikere, myndigheder, styrelser og gennem aktivt netværk og samarbejde med andre brancheorganisationer.
Om DANVAK
DANVAK er et fagligt netværk for professionelle inden for HVAC (Heating, Ventilation, Air Conditioning & Cooling), energi og indeklima. Foreningen er et samarbejde mellem VVS Teknisk Forening og IDA HVAC, der er et fagteknisk selskab i Ingeniørforeningen IDA. DANVAKs primære opgave er at højne kompetenceniveauet for professionelle, der arbejder med HVAC, energi og indeklima gennem tidssvarende kurser af høj kvalitet, konferencer og temamøder. Foreningen fungerer som forum for hele værdikæden i byggeriet – fra bygherre, rådgivere og entreprenører til producenter, drift & vedligeholdelse, forskning og uddannelse.
Samarbejdets indhold
Aftalen indebærer, at VELTEK og DANVAK i fællesskab vil arbejde for at synliggøre relevante kurser og dele viden på tværs af deres netværk. For VELTEKs medlemmer betyder samarbejdet en lettere adgang til efteruddannelse og faglig opdatering på fordelagtige vilkår.
”Vi ser dette samarbejde som en naturlig forlængelse af VELTEKs arbejde med at sikre et højt uddannelsesniveau i hele værdikæden og skabe værdi for vores medlemmer. Adgang til DANVAKs kurser på favorable vilkår styrker vores medlemmers kompetencer og konkurrenceevne. Det er netop denne type tværgående samarbejde, der kan løfte hele branchen og sikre, at vi har det rette faglige fundament til at tackle fremtidens udfordringer i branchen,” udtaler Lennart Østergaard, direktør i VELTEK.
“Dette samarbejde repræsenterer en mulighed for at bringe vores fagområder tættere sammen. Vi ser store muligheder for på sigt at kunne udvikle specialiserede kurser i tæt samarbejde med branchen, hvor VELTEK medlemmernes praktiske erfaring kan kombineres med vores dybdegående faglige ekspertise indenfor HVAC- installationer. Det vil gavne hele sektoren og bidrage til at højne kompetenceniveauet blandt alle aktører i værdikæden – fra rådgivere og bygherrer til producenter og leverandører af tekniske installationer og indeklimaløsninger,” udtaler Vagn Holk Lauridsen, direktør i Danvak.
Samarbejdsaftalen gælder for 2. halvår 2025, og aftalen evalueres af VELTEK og DANVAK ultimo 2025.