På denne dag samler vi HVAC-specialister fra hele landet til en inspirerende dag, hvor netværk, videndeling og faglig fordybelse er i centrum.
Samme dag overrækker vi Danvak Inspirations Ærespris, som uddeles til en person, der har haft indflydelse på den innovative udvikling i indeklimabranchen, og vi benytter samtidig lejligheden til at fejre Danvaks 80 års jubilæum.
Byggebranchen står midt i en rivende udvikling, hvor de tekniske installationer spiller en stadig større rolle for både komfort, energieffektivitet og bæredygtighed. På denne årsdag sætter vi særligt fokus på de nyeste muligheder inden for bygningsautomatik og cybersikkerhed – to områder, der er afgørende for fremtidens intelligente bygninger.
Dagen byder på et spændende program med oplæg fra førende eksperter, cases på konkrete løsninger og rig lejlighed til at udveksle erfaringer med kolleger fra branchen. Uanset om du arbejder med projektering, drift eller udvikling af tekniske installationer, vil du få ny viden og konkrete værktøjer med hjem.
Vi glæder os til en inspirerende dag sammen med dig, hvor vi sammen sætter retningen for fremtidens sikre installationer i byggeriet!
Som medlem kan du benytte voucherkode: Jubilæumsrabat ved tilmelding, der giver dig en besparelse på 250 kr. = 249 kr.
Niels Treldal, Digitaliseringsdirektør, Byggeri & Industri, COWI A/S
Niels Treldal er Digitaliseringsdirektør i COWI inden for markedsområdet Byggeri & Industri med over 15 års erfaring i rådgiver- og entreprenørbranchen.
Han har arbejdet med optimering af projekterings- og udførelsesprocesser i en lang række komplekse byggeprojekter og senest beskæftiget sig meget med, hvordan AI kommer til at påvirke vores måde at lave byggeprojekter på.
Niels har en ph.d. i digitale projekteringsprocesser og deltager aktivet i en række brancheorganisationer for at sikre en fortsat udvikling af byggeriet.
Christian Damsgaard Jensen, Professor, Aarhus Universitet
Christian Damsgaard Jensen er professor i cybersikkerhed på Aarhus Universitet.
Han har i mere end 25 år forsket og undervist i cybersikkerhed på universiteter i Frankrig, Irland og i Danmark.
Hans forskning fokuserer især på sikkerhed i store dynamiske åbne systemer, som intelligente bygninger, smarte byer og samarbejde mellem ”fremmede” på Internettet. Dette gør han ved at udvikle teorier, teknologier og politikker der understøtter sikkert samarbejde mellem mennesker på tværs af organisationer.
Han opsummerer ofte sin forskning som: ”Hvordan kan vi skabe tillid til de IT systemer vi bruger, og hvordan kan vi bruge IT systemer til at skabe tillid til de mennesker vi møder”
Jacob Herbst, Co-founders and Chief Technical Officer (CTO), Dubex A/S
Jacob Herbst er partner og teknisk chef (CTO) i Dubex A/S, der leverer rådgivning, managed security services og løsninger indenfor cyber- og informationssikkerhed til en lang række af Danmarks store og mellemstore virksomheder og organisationer.
Som it-sikkerhedsspecialist følger Jacob Herbst udviklingen på sikkerhedsområdet tæt og rådgiver Dubex’ kunder bl.a. omkring risikostyring og sikkerhedsstrategier.
Jacob Herbst er bl.a. forperson for Cybersikkerhedsrådet, forperson for policy board for cybersikkerhed i IT-Branchen (ITB) samt bestyrelsesmedlem i Dansk Automationsselskab (DAU), og er her ansvarlig for Netværket for industriel it-sikkerhed.
Desuden samarbejder Jacob Herbst med Bestyrelsesforeningen Center for Cyberkompetencer hvor han er med til at uddanne bestyrelser og ledelser indenfor cybersikkerhed.
Endelig bliver Jacob Herbst brugt flittigt i medierne, bl.a. af DR, TV2, Børsen, Politikken, Berlinske, Finans, Computerworld og Version2.
Jacob Herbst er uddannet civilingeniør fra DTU med speciale i datasikkerhed og har arbejdet med cyber- og informationssikkerhed siden 1995.
Gunnar Langkilde, Lektor Emeritus DTU og medlem af Danvak Inspiration
Har i 38 år forsket og undervist i emner i relation til HVAC, specielt indeklima. Har været med til at opbygge forsøgsfaciliteter i forbindelse med DTU’s udflytning til Lyngby. Oprindelig ansat ved Lab. For Varme- og Klimateknik, som nu efter mange omrokeringer er blevet en sektion ved DTU Sustain og arbejdet tæt sammen med prof. P.O. Fanger. Har i 8 år været institutleder.
Har deltaget i udarbejdningen af danske og internationale standarder, især omkring ventilation og indeklima.
Har været fagsekretær i Rådet for Sundt Indeklima.
Har været med i bestyrelsen for Danvak, og har været med i ledelsen for faggruppen for Indeklima og har været formand for faggruppen for Ventilation.
Er nu bestyrelsesmedlem i Danvak Inspiration.
Bendt Frandsen, Selvstændig rådgivende Ingeniør, Quality Consult og Formand, Danvak Inspiration
Han har i mange år arbejdet med energibesparelser og miljøopgaver både i udlandet og i Danmark. Polen og Serbien har han f.eks. undervist industrivirksomheder og hospitalssektoren i energibesparelser og miljøforhold.
I en årrække var han meget aktiv med udliciteringsopgaver især i museumsverdenen, hvor fokus var på drift og vedligehold af bygninger og tekniske installationer.
Han har arbejdet med Facilities Management og udgivet en publikation om området.
Han har været medlem af det nu nedlagte Energispareudvalg og i den sammenhæng udarbejdet forskellige publikationer om energiledelse.
Bendt har tidligere været medlem af bestyrelsen i Danvak og siddet i HVAC-Magasinets redaktion i mere end 25 år, og i en periode også leder af Danvaks kursusaktiviteter i samarbejde med kursusudvalget. I dag er han formand for Danvak Inspiration.
Formand Ane Buch og direktør Vagn Holk Lauridsen byder velkommen.
Niels Treldal, Digitaliseringsdirektør, Byggeri & Industri, COWI A/S
Byggebranchen går som resten af verden mod en fremtid, som er mere uafklaret en tidligere. Hvor hurtigt vil AI omvælte den måde vi arbejder på, hvordan vil nuværende og fremtidige konflikter påvirke forsyningskæder og tvinge os til at omtænke sikkerhed i Danmark, og vil ønske om økonomisk vækst eller bekymringer om bæredygtighed tegne måden, som vi skal bygge på i 2030?
I dette indlæg gennemgås trends og potentialer for at forstå, hvor byggebranchen er på vej hen og vi sammenholder med, hvad vi i COWI forventer.
Christian Damsgaard Jensen, Professor, Aarhus Universitet
Hvad kan en hacker egentlig gøre af skade bygningsinstallationer? – få eksempler og cases.
Udviklingen i installations- og industribranchen er identisk med den udvikling, som ses ved digitalisering i det øvrige samfund, men rammer langt bredere end når digitalisering normalt behandles.
Den stigende digitalisering har nemlig en bagside i form af en større potentiel eksponering for forskellige former for cyberangreb, der kan medføre forstyrrelser, nedbrud eller tab af data eller kontrol.
Installations- og industribranchen er i den forbindelse i en særlig situation, da en lang række af de digitale løsninger, der arbejdes med, også har en forbindelse til den fysiske verden.
Jacob Herbst, Chief Technical Officer, Dubex A/S
Bygningsinstallationer som adgangskontrol, ventilation, elevatorer og energistyring er i stigende grad koblet til netværk og dermed integreret i virksomheders digitale infrastruktur. Men i takt med denne udvikling opstår der ofte en række konkrete og gentagende sikkerhedsfejl som kan udnyttes af en angriber med alvorlige konsekvenser.
I dette indlæg præsenteres en række eksempler på konkrete fejl og sårbarheder, herunder:
Der gives konkrete eksempler på disse fejl, med udgangspunkt i erfaringer og observationer i bygningstekniske miljøer.
Christian Damsgaard Jensen, Professor, Aarhus Universitet
Cybersikkerhed / Resiliens i bygningsinstallationerne i projektfasen .
Jacob Herbst, Chief Technical Officer, Dubex A/S
Indlægget handler om, hvordan rådgivere og projekterende kan stille relevante og realistiske krav til cybersikkerhed i bygningsinstallationer – fx adgangskontrol, CTS, elevatorer og energistyring.
Fokus er på, hvordan man som rådgiver kan sikre, at systemerne designes og implementeres med indbygget cybersikkerhed, og hvordan man undgår at gentage de fejl, der ofte opstår i udbud og kravspecifikationer.
Der gives konkrete eksempler på krav og hvordan man kan bruge eksisterende standarder og rammeværk som IEC 62443, NIS2 og DS/EN ISO 27001 som støtte.
Gunnar Langkilde, Danvak Inspiration
Prisen gives til personer, der har bidraget til udviklingen i varme-, ventilations- og indeklimabranchen – både i Danmark og internationalt.
Bendt Frandsen, Formand, Danvak Inspiration
Danvak Inspiration beretter om Danvaks historie tilbage i 1945 som markering af Danvaks 80 års jubilæum.
Vagn Holk Lauridsen, Direktør, Danvak
Med forbehold for ændringer i programmet
Er du eller virksomheden, du er ansat i, medlem af en af nedenstående organisationer/foreninger, kan du tilmelde dig Danvaks kurser/konferencer/temamøder til ordinær medlemspris:
Maskinmestrenes Forening – notér Medlem af MMF i kommentarfeltet ved tilmelding.
VELTEK – Notér Medlem af VELTEK i kommentarfeltet ved tilmelding.
TEKNIQ – Notér Medlem af TEKNIQ i kommentarfeltet ved tilmelding.
Danvaks sekretariat afstemmer herefter medlemskabet med den pågældende organisation og sørger for, at den aftalte rabat fremgår af fakturaen.