1. Hvilken værdi giver det for kursisten at deltage i kurset?
Kursisten lærer de grundlæggende anvendelser for beregningsprogrammet HEAT2. Dermed opnås færdigheder til at kunne foretage detaljerede beregninger af bygningsdeles U-værdier, linjetabskoefficienter for kuldebroer samt vurderinger af kondensrisiko mv. Kursisten er dermed klædt på til at fastlægge inputværdier til energiberegningsprogrammer som fx Be18, og kursisten vil samtidig kunne hjælpe ift. at bearbejde og optimere varmetekniske løsninger i byggeprojekter.
2. Hvilken værdi giver det for virksomheden, som kursisten er ansat i?
Virksomheden får en medarbejder som bedre kan understøtte valg af varmetekniske løsninger i projekteringsfasen, og som samtidig kan medvirke i bearbejdning og forbedring af helhedsløsninger. På sigt vil medarbejderen oparbejde en større og større erfaring med og forståelse for de varmetekniske aspekter forbundet med kuldebroer i bygningskonstruktioner, og vil dermed i højere og højere grad kunne understøtte den varme- og energitekniske rådgivning.
3. Hvilken værdi giver det for eventuel slutbruger?
Slutbrugeren, som i dette tilfælde typisk må være en bygherre, får en væsentligt bedre varmeteknisk rådgivning, når rådgiveren har en medarbejder med speciale i kuldebroer. Bygherren kan dermed føle sig tryg ved, at de varmetekniske løsninger der foreslås i forbindelse med projekteringsfasen, er gennemtænkte og sikre. Kuldebroer har fået særlig opmærksomhed, som medfører dels at varmetabet er lavt men også at der ikke er risiko for kondens eller andre problemer i det projekterede.