user

Nyt kursussamarbejde med Maskinmestrenes Forening

Danvaks medlemmer får adgang til en bredere kursus- og konferencepalette

Danvak har indgået et samarbejde med Maskinmestrenes Forening, som betyder, at Danvaks medlemmer nu kan deltage i faglige kurser og konferencer hos Maskinmestrenes Forening til medlemspris. Samarbejdet omfatter også Maskinmestrenes Forenings store, årlige erhvervsmesse og -konference Ajour (ajour2023.dk).

Maskinmesterenes Forenings medlemmer kan tilsvarende deltage i Danvaks aktiviteter til medlemspris.

Samarbejde til glæde og gavn

Begge foreninger byder samarbejdet velkommen og kan nemt se, hvor det kommer til at skabe værdi for både branchen og medlemmerne.

“Byggeriet står overfor store udfordringer: Vi mangler akut kvalificeret arbejdskraft. Fejl, mangler og spild spænder ben for alt for mange byggerier, og så er vi stadig langt fra at kunne indfri klimmålene. Vi har brug for et markant løft i kompetencerne i alle dele af byggeriet, hvis vi skal have en chance for at løse udfordringerne. Derfor byder jeg samarbejdet med Maskinmestrenes Forening velkommen, så vi i fælleskab kan højne kompetenceniveauet indenfor byggeriet,” siger Ane Buch, formand for Danvak.

Flere og flere maskinmestre er beskæftiget indenfor byggeri og anlæg.

“Beskæftigelsesfordelingen opgøres hvert år af Danmarks Statistik, og her kan vi se, at andelen af maskinmestre, som er beskæftiget i bygge- og anlægsbranchen er steget med 10,9 procent fra 2022 til 2023. Maskinmestre besidder en lang række kompetencer, som kan bidrage til at løse de udfordringer, som branchen står overfor, og nu bliver der endnu større mulighed for at opruste disse kompetencer,” siger formand for Maskinmestrenes Forening, Lars Have Hansen, som reaktion på det nye samarbejde.

Læs mere om tilmelding til kurser og konferencer hos Maskinmestrenes Forening her 

Læs mere om Ajour konferencen 2023 her

Tilmeld dig Danvaks nyhedsbrev

Modtag nyheder om alle Danvaks aktiviteter direkte i din mailboks