user

Velkommen til Claus Andreasson!

Claus Andreasson er i dag tiltrådt stillingen som Danvaks nye generalsekretær. Fremover bliver det Claus Andreassons opgave at stå i spidsen for drift og udvikling af sekretariatets aktiviteter samt at udvide foreningens samarbejde med internationale organisationer.

Claus Andreasson - Danvaks nye generalsekretær

Claus Andreasson – Danvaks nye generalsekretær

57-årige Claus Andreasson har senest været Executive Vice President i HOERBIGER Kompressortechnik Holding i Østrig, og før da har han bl.a. været ansat i Burmeister & Wain Energy, Rovsing Dynamics og Ansaldo Vølund. Han er uddannet civilingeniør fra DTU og har desuden en HD i udenrigshandel fra CBS.

Claus Andreasson har mere end 20 års erfaring fra topposter i ind- og udland, hvor han også har haft flere bestyrelsesposter. Han har gennem sin karriere haft særlig fokus på udvikling og implementering af forretningsstrategi, ledelsesudvikling og økonomisk vækst.

Danvaks fornemste opgave er at tilbyde efteruddannelse og netværk til godt 2000 medlemmer, der stiller høje krav om tidssvarende kurser, spændende temamøder og topaktuelle konferencer, så de til stadighed er på fuld omgangshøjde med udviklingen. Vi har spurgt Claus Andreasson, hvad det konkret vil betyde for Danvaks medlemmer, når han er kommet ind i opgaverne: ‘Det er altafgørende for mig, at foreningens medlemmer vil kunne se en større aktivitet, som har deres interesse. Hvad der skal til, og hvordan vi kan gøre det, må jeg sammen med bestyrelsen se på i den første tid i jobbet. Der er to andre emner, som efter min mening er yderst interessante, og det er “de unge” og “det internationale”. “De unge” er dem, der skal drive vores land i fremtiden. De skal være godt klædt på rent teknisk, således at de kan bidrage til fremgang ved at skabe vækst i de danske virksomheder. Der skal fokus på vores unge inden for HVAC-branchen. Opgaven er altså at få de etablerede i branchen til at inddrage de unge. “Det internationale” – Danmark er et lille land, men også et unikt land. Danmark er førende indenfor en lang række brancher, heriblandt HVAC-branchen. Vi er relativt hurtige i Danmark til at implemente nye teknologier, og vi er i front inden for grøn energi, indeklima og energioptimering. Vi skal få verden til at se dette og bruge det til at få vores branche til at vokse,’ lyder det fra Claus Andreasson.

På spørgsmålet om, hvilken udfordring han ser som den største i sin nye stilling som generalsekretær i Danvak, svarer han: ‘Danvaks medlemmer har stor viden inden for HVAC-området, hvor det for mig drejer sig om at få denne viden bredt ud dels i Danmark, men også internationalt. Dette er ensbetydende med flere aktiviteter inden for kurser, konferencer og netværk. Den store udfordring for mig ligger i at udbygge vores aktivitet med de i sekretariatet begrænsede ressourcer. Dette vil til en start kræve en ekstra arbejdsindsats for at forøge foreningens økonomiske fundament ved at udvide foreningens medlemsantal, se hvordan vi kan inddrage virksomhederne og dermed skabe økonomi til at vækste vores sekretariat og vores kursus-, konference- og netværksudbud.’

Vi holder velkomstreception for Claus Andreasson mandag den 20. marts kl. 13.00-14.00, hvor alle medlemmer og forretningsforbindelser er velkomne. Receptionen holdes hos Danvak på Paul Bergsøes Vej 6, 2600 Glostrup. Velkomstreceptionen ligger umiddelbart før generalforsamlingen, hvor alle medlemmer naturligvis også er velkomne.

Velkommen til Claus Andreasson – og velkommen til reception og generalforsamling den 20.marts!